
Rekindling Bonds in Snowy Nyhavn
FluentFiction - Danish
Loading audio...
Rekindling Bonds in Snowy Nyhavn
Sign in for Premium Access
Sign in to access ad-free premium audio for this episode with a FluentFiction Plus subscription.
Nyhavn lå malerisk foran Søren, indhyllet i vinterens stille pragt.
Nyhavn lay picturesquely before Søren, wrapped in the quiet splendor of winter.
Snefnug dalede sagte fra himlen og lagde sig som et blødt tæppe over de farverige huse og den isede kanal.
Snowflakes drifted gently from the sky, settling like a soft blanket over the colorful houses and the icy canal.
Folk hastede forbi, pakket ind i varme vinterfrakker, og søgte ly i de hyggelige caféer langs gaden, hvor duften af gløgg og varm chokolade lokkede.
People hurried by, bundled in warm winter coats, seeking refuge in the cozy cafés along the street, where the scent of mulled wine and hot chocolate was enticing.
Søren stod lidt nervøst og ventede.
Søren stood a bit nervously waiting.
Hans hjerte bankede hurtigere end normalt.
His heart was beating faster than usual.
Han skulle mødes med Freja, sin datter, som han havde mistet kontakten med for flere år siden.
He was about to meet Freja, his daughter, whom he had lost contact with several years ago.
I dag havde de aftalt at mødes, på Frejas betingelser.
Today, they had agreed to meet, on Freja's terms.
Hun havde valgt Nyhavn, et neutralt sted i hjertet af København, selvom minderne om deres fortid var mange.
She had chosen Nyhavn, a neutral place in the heart of København, even though the memories of their past were many.
Freja ankom klædt i en grøn uldfrakke og med en klart rød hue, ledsaget af Emma, hendes trofaste veninde.
Freja arrived dressed in a green wool coat and a bright red cap, accompanied by Emma, her loyal friend.
Freja så skeptisk ud, da hun opdagede Søren, men hendes bløde øjne afslørede også en lille, spirende nysgerrighed.
Freja looked skeptical when she spotted Søren, but her soft eyes also revealed a small, growing curiosity.
"Freja," begyndte Søren og forsøgte at holde stemmen rolig.
"Freja," began Søren, trying to keep his voice steady.
"Tak fordi du kom."
"Thank you for coming."
Freja nikkede kort.
Freja nodded briefly.
"Jeg er her, fordi jeg vil høre, hvad du har at sige.
"I'm here because I want to hear what you have to say.
Men det betyder ikke, at jeg tilgiver dig."
But that doesn't mean I forgive you."
"Det forstår jeg," svarede Søren og inviterede dem ind i en nærliggende café, hvor varmen straks omfavnede dem.
"I understand," replied Søren, inviting them into a nearby café where the warmth immediately embraced them.
Inde i caféen satte de sig ved et lille bord ved vinduet.
Inside the café, they sat at a small table by the window.
Snefnuggene fortsatte deres stille dans udenfor, mens Søren rakte en gammel bamse frem.
The snowflakes continued their gentle dance outside while Søren handed over an old teddy bear.
Det var Frejas, fra da hun var barn.
It was Freja's, from when she was a child.
"Jeg har beholdt denne, lige siden du forlod os," sagde han stille.
"I've kept this ever since you left us," he said quietly.
Frejas fingre strøg over bamsen.
Freja's fingers ran over the teddy bear.
Hun huskede tydeligt dens slidte pels og den lille sløjfe, hun havde sat på for mange år siden.
She vividly remembered its worn fur and the little bow she had fixed on it many years ago.
"Jeg har begået fejl, Freja.
"I've made mistakes, Freja.
Store fejl," indrømmede Søren.
Big mistakes," admitted Søren.
"Jeg ved, at ord ikke kan ændre fortiden, men jeg vil gerne vise, at jeg er forandret.
"I know words can't change the past, but I want to show that I have changed.
Jeg ønsker bare at være en del af dit liv igen, hvis du tillader det."
I just want to be a part of your life again, if you allow it."
Emma gav Freja et opmuntrende nik.
Emma gave Freja an encouraging nod.
"Han virker oprigtig," hviskede hun.
"He seems sincere," she whispered.
Freja kiggede længe på Søren.
Freja looked at Søren for a long time.
Så trak hun vejret dybt.
Then she took a deep breath.
"Okay," sagde hun til sidst.
"Okay," she said finally.
"Vi kan starte med små skridt."
"We can start with small steps."
Søren følte en enorm lettelse skylle over sig.
Søren felt immense relief wash over him.
"Tak, Freja," sagde han, og hans stemme bar på både håb og tårer.
"Thank you, Freja," he said, and his voice carried both hope and tears.
Snefnuggene udenfor stoppede ikke deres dans, men inde i caféen var der fundet en ny begyndelse.
The snowflakes outside did not stop their dance, but inside the café, a new beginning was found.
Sorgen over fortiden blev sværere at forblive vred over, når håbet for fremtiden begyndte at tage form.
The sorrow of the past became harder to stay angry about when hope for the future started to take shape.
Det var et skridt mod det ukendte, men det var deres skridt, sammen.
It was a step into the unknown, but it was their step, together.