
Love and Laughter: A Winter Tale by the Little Mermaid
FluentFiction - Danish
Loading audio...
Love and Laughter: A Winter Tale by the Little Mermaid
Sign in for Premium Access
Sign in to access ad-free premium audio for this episode with a FluentFiction Plus subscription.
På en frostklar vinterdag, hvor Valentin's dag nærmede sig, stod Søren ved den ikoniske Lille Havfrue-statue i Københavns havn.
On a clear, frosty winter day, as Valentine's Day was approaching, Søren stood by the iconic Little Mermaid statue in København's harbor.
Han var iført en tyk, blå frakke og et halstørklæde, der næsten dækkede hans ansigt.
He was wearing a thick, blue coat and a scarf that almost covered his face.
Den iskolde luft bed i hans kinder, men intet skulle stoppe ham fra dagens mission.
The icy air nipped at his cheeks, but nothing was going to stop him from his mission today.
Han havde en plan.
He had a plan.
Søren var en ung mand med en klodsmajor-tendens.
Søren was a young man with a tendency to be a bit clumsy.
Han havde en crush på Anna, og han ville tage det perfekte selfie med statuen for at imponere hende.
He had a crush on Anna, and he wanted to take the perfect selfie with the statue to impress her.
Han troede, at et flot billede kunne få Anna til at lægge mærke til ham.
He believed that a beautiful picture might make Anna notice him.
"Det skal være perfekt," mumlede Søren for sig selv, mens han indstillede kameraet på sin telefon.
"It must be perfect," Søren mumbled to himself as he adjusted the camera on his phone.
Rundt om den Lille Havfrue lå sneen i små klatter, og isen glitrede på stenene som diamanter, hvilket gjorde stedet både smukt og farligt.
Around the Little Mermaid, the snow lay in small patches, and the ice glittered on the stones like diamonds, making the place both beautiful and dangerous.
Lars, en af hans venner, havde sagt, at han skulle passe på, men Søren var fast besluttet.
Lars, one of his friends, had said he should be careful, but Søren was determined.
Han overvejede et øjeblik at spørge en forbipasserende om hjælp, da en lille gruppe turister gik forbi.
He considered for a moment asking a passerby for help as a small group of tourists walked by.
Men hans stolthed vandt.
But his pride prevailed.
Søren ville klare det selv.
Søren wanted to manage it himself.
Med telefonen klar til at tage et billede, tog Søren et skridt nærmere statuen.
With the phone ready to take a picture, Søren took a step closer to the statue.
"Bare et skridt mere," tænkte han.
"Just one more step," he thought.
Men lige i det øjeblik glemte han at være forsigtig, og hans fod fandt en isglat sten.
But just at that moment, he forgot to be careful, and his foot found an icy stone.
I det næste sekund greb tyngdekraften fat.
In the next second, gravity took hold.
Søren gled og faldt med et plask ned i det kolde, grå vand.
Søren slipped and fell with a splash into the cold, gray water.
Turisterne omkring ham udbrød i latter, og Søren svømmede hurtigt tilbage mod land, mens han følte sig mere kold end nogensinde før.
The tourists around him burst into laughter, and Søren swam quickly back to shore, feeling colder than ever.
Men til hans overraskelse lød Annas stemme pludselig: "Er du okay, Søren?"
But to his surprise, Anna's voice suddenly sounded: "Are you okay, Søren?"
Anna, der tilfældigvis var forbi med en kop varm kaffe i hånden, skyndte sig hen for at hjælpe ham op.
Anna, who happened to be passing by with a cup of warm coffee in hand, rushed over to help him up.
Søren smilede forsigtigt, våd og rystende af kulde.
Søren smiled cautiously, wet and shivering from the cold.
"Ja, jeg har det fint," fnisede han, "For det meste."
"Yes, I'm fine," he giggled, "For the most part."
Anna lo og tilbød ham den varme kop kaffe.
Anna laughed and offered him the warm cup of coffee.
"Måske kan vi få en kaffe sammen en anden dag, hvor du ikke er så våd?"
"Maybe we can have a coffee together another day when you're not so wet?"
foreslog hun, hendes smil varmt og indbydende.
she suggested, her smile warm and inviting.
Søren nikkede ivrigt, indset at hans klodsethed havde bragt dem tættere sammen.
Søren nodded eagerly, realizing that his clumsiness had brought them closer together.
Måske var det ikke nødvendigt altid at imponere.
Perhaps it wasn't always necessary to impress.
Nogle gange var det bedre at være sig selv.
Sometimes it was better to be oneself.
Og sådan, på en iskold dag i København, lærte Søren en vigtig lektie: ærlighed og lidt humor kan være nøglen til hjertet.
And so, on an icy cold day in København, Søren learned an important lesson: honesty and a little humor can be the key to the heart.