
Romance at Tivoli: A Christmas Confession Under the Stars
FluentFiction - Danish
Loading audio...
Romance at Tivoli: A Christmas Confession Under the Stars
Sign in for Premium Access
Sign in to access ad-free premium audio for this episode with a FluentFiction Plus subscription.
Tivoli lyste op i den kolde vinteraften.
Tivoli lit up in the cold winter evening.
Det var december, og julemarkederne var begyndt.
It was December, and the Christmas markets had begun.
Tivoli Gardens i København glimtede i tusind farver, og julesangene fyldte luften.
Tivoli Gardens in København glimmered in a thousand colors, and Christmas songs filled the air.
Sneen lå let over boderne, og duften af kandiserede æbler og varm kakao spredte sig.
The snow lay lightly over the stalls, and the scent of candied apples and hot cocoa spread.
Kasper, Maja og Søren trådte ind gennem den store port, en smule overvældet af al glansen.
Kasper, Maja, and Søren stepped in through the large gate, somewhat overwhelmed by all the splendor.
Kasper havde en plan.
Kasper had a plan.
Denne aften ville han fortælle Maja, hvordan han havde det.
This evening, he would tell Maja how he felt.
Men hans hænder var allerede fugtige af sved, og Søren gik ved siden af og grinede lidt.
But his hands were already moist with sweat, and Søren walked beside him, laughing a little.
"Ser du noget, du kan lide, Maja?"
"Do you see something you like, Maja?"
spurgte Søren og kastede et skævt blik til Kasper.
asked Søren, casting a sidelong glance at Kasper.
Maja smilte stort og nikkede, mens hun så sig omkring.
Maja smiled broadly and nodded as she looked around.
"Alt ser så magisk ud!"
"Everything looks so magical!"
sagde hun og kiggede op på lysene.
she said, looking up at the lights.
Kasper mærkede sit hjerte hoppe.
Kasper felt his heart leap.
Måske var dette øjeblikket?
Maybe this was the moment?
Men nej, der var for mange mennesker her.
But no, there were too many people here.
De tre venner gik fra bod til bod.
The three friends went from stall to stall.
Kasper forsøgte at nyde øjeblikket, men nervøsiteten ville ikke slippe sit tag i ham.
Kasper tried to enjoy the moment, but the nervousness would not let go of him.
Søren begyndte at fortælle en historie om sidste år, hvor Kasper havde spildt gløgg over det hele.
Søren began to tell a story about last year when Kasper had spilled gløgg everywhere.
Maja lo højt, og Kasper rødmede.
Maja laughed loudly, and Kasper blushed.
"Okay, hvornår gør du det?"
"Okay, when are you going to do it?"
hviskede Søren og puffede til Kasper med albuen.
whispered Søren, nudging Kasper with his elbow.
Kasper sukkede og stirrede op på pariserhjulet.
Kasper sighed and stared up at the Ferris wheel.
Det var stort og oplyst, snoede sig rundt, dets top rakte op mod stjernehimlen.
It was large and illuminated, winding around, its top reached up toward the starry sky.
"Når vi er oppe," svarede Kasper lavmælt.
"When we are up high," Kasper replied softly.
Søren nikkede, og hans ansigt blev kort alvorligt.
Søren nodded, and his face briefly became serious.
Da de nåede hen til pariserhjulet, begyndte de at stige om bord.
As they reached the Ferris wheel, they began to board.
Musikken og lysene blev fjernere, mens de steg op, op mod toppen.
The music and lights became more distant as they rose up, up toward the top.
Kasper tog en dyb indånding.
Kasper took a deep breath.
"Maja..." begyndte han.
"Maja..." he began.
Hun vendte sig mod ham, hendes øjne store og nysgerrige.
She turned towards him, her eyes wide and curious.
"Ja, Kasper?
"Yes, Kasper?
Hvad er der?"
What is it?"
spurgte hun blidt.
she asked gently.
Hun var ikke klar over tumulten inden i ham.
She was unaware of the turmoil inside him.
Derefter, på toppen af hjulet, med Københavns glitrende landskab nedenfor dem, fandt Kasper sine ord.
Then, at the top of the wheel, with København's glittering landscape below them, Kasper found his words.
"Maja, jeg kan virkelig godt lide dig.
"Maja, I really like you.
Altid har jeg...
I always have...
Jeg håber, du føler lidt det samme?"
I hope you feel a bit the same?"
Ordene kom ud, og han kunne næsten ikke tro, han havde sagt det.
The words came out, and he could hardly believe he had said it.
Maja smilede blødt, hendes kinder blev røde.
Maja smiled softly, her cheeks reddened.
"Kasper, jeg har også haft den følelse.
"Kasper, I've had that feeling too.
Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle sige det."
I just didn't know how to say it."
Nede fra jorden så Søren op mod dem.
From down below, Søren looked up at them.
En sjælden stille stolthed fyldte hans stemme.
A rare quiet pride filled his voice.
"Godt gået, Kasper," mumlede han for sig selv.
"Well done, Kasper," he mumbled to himself.
Da de kom ned igen, følte Kasper sig lettere.
When they came down again, Kasper felt lighter.
Alt han havde frygtet var forsvundet.
Everything he had feared had disappeared.
Maja tog hans hånd, og Søren, stadigvæk grinende, kunne kun give dem et klap på skuldrene.
Maja took his hand, and Søren, still grinning, could only give them a pat on the shoulders.
Det blev en vinteraften, de aldrig ville glemme, midt i Tivolis julelys og magi.
It became a winter evening they would never forget, amidst Tivoli's Christmas lights and magic.
Og med den kolde decembervind om dem, vidste Kasper, at han havde taget et stort skridt.
And with the cold December wind around them, Kasper knew that he had taken a big step.
Han var ikke længere nervøs, men fuld af mod.
He was no longer nervous, but full of courage.