
Finding Confidence: Mikkel's Journey from Fear to Voice
FluentFiction - Danish
Loading audio...
Finding Confidence: Mikkel's Journey from Fear to Voice
Sign in for Premium Access
Sign in to access ad-free premium audio for this episode with a FluentFiction Plus subscription.
Med et blidt lys, der spredte sig gennem de store vinduer i en hyggelig café i København, var det let at glemme efterårsbladenes kolde vind udenfor.
With a gentle light spreading through the large windows of a cozy café in København, it was easy to forget the cold wind of the autumn leaves outside.
Lyden af kaffemaskiner og stille snak fyldte rummet.
The sound of coffee machines and quiet conversation filled the room.
Mikkel sad ved et træbord tæt på hjørnet.
Mikkel sat at a wooden table near the corner.
Han havde spredt sine noter ud foran sig, mens han tog en slurk af sin varme kaffe.
He had spread out his notes in front of him while taking a sip of his warm coffee.
Mikkel var en flittig elev, men tanken om at stå foran klassen gjorde ham nervøs.
Mikkel was a diligent student, but the thought of standing in front of the class made him nervous.
Han skulle snart præsentere sit projekt, men frygten for at fejle vægtede tungt på hans skuldre.
He was soon to present his project, but the fear of failing weighed heavily on his shoulders.
Lars, hans klassekammerat, havde altid styr på sine præsentationer og lavede dem uden anstrengelse.
Lars, his classmate, always had his presentations under control and did them effortlessly.
Mikkel vidste, at Lars også skulle præsentere samme dag.
Mikkel knew that Lars also had to present on the same day.
Sofie, Mikkels gode veninde, kom ind i caféen med et smil.
Sofie, Mikkel's good friend, entered the café with a smile.
Hun var udadvendt og altid parat til at støtte ham.
She was outgoing and always ready to support him.
"Hej Mikkel, hvordan går det med præsentationen?"
"Hi Mikkel, how's the presentation going?"
spurgte hun og satte sig ned over for ham.
she asked, sitting down across from him.
"Det går okay," svarede Mikkel, selvom han ønskede, at hans ord matchede hans følelser.
"It's okay," replied Mikkel, even though he wished his words matched his feelings.
Sofie kunne se bekymringen i hans øjne.
Sofie could see the worry in his eyes.
"Du behøver ikke være perfekt," sagde hun roligt.
"You don't have to be perfect," she said calmly.
"Bare vær dig selv.
"Just be yourself.
Du er fantastisk til at fortælle historier."
You're great at telling stories."
Mikkel overvejede, om han skulle bede Sofie om råd til at berolige sine nerver eller klare det selv.
Mikkel considered whether to ask Sofie for advice to calm his nerves or handle it himself.
Han tog en dyb indånding, besluttede at stole på Sofies råd, men inden han sagde noget, nåede hans hånd uforsigtigt frem til hans kaffekop.
He took a deep breath, decided to trust Sofie's advice, but before he said anything, his hand inadvertently reached for his coffee cup.
Inden han vidste af det, var koppen væltet, og den brune væske flød over hans noter.
Before he knew it, the cup had tipped over, and the brown liquid spilled over his notes.
For et øjeblik sad Mikkel i chok, panik malet i ansigtet.
For a moment, Mikkel sat in shock, panic painted on his face.
"Åh nej!"
"Oh no!"
udbrød han.
he exclaimed.
Sofie kastede sig hurtigt ind i situationen, rejste sig og hentede servietter.
Sofie quickly jumped into action, stood up, and grabbed napkins.
"Det hele er ikke tabt," opmuntrede hun og hjalp med at tørre op.
"It's not all lost," she encouraged, helping him mop it up.
"Måske er det en mulighed for at improvisere?
"Maybe it's an opportunity to improvise?
Hvordan ville du selv fortælle om emnet?"
How would you tell about the topic yourself?"
Mikkel tænkte et øjeblik.
Mikkel thought for a moment.
Hans emne var noget, han virkelig brændte for, og ved at tale frit, kunne han være mere ærlig og engagerende.
His topic was something he truly cared about, and by speaking freely, he could be more honest and engaging.
Den dag i skolen, da det blev tid til at præsentere, så han ud over klasseværelset.
That day at school, when it was time to present, he looked out over the classroom.
Med Sofies ord i tankerne startede han sin fortælling.
With Sofie's words in mind, he started his story.
Han talte ikke som Lars ville have gjort, men han fortalte med liv og entusiasme.
He didn't speak as Lars would have, but he spoke with life and enthusiasm.
Hans klassekammerater lyttede opmærksomt.
His classmates listened attentively.
Da præsentationen var slut, klappede de.
When the presentation was over, they applauded.
Mikkel følte en lettelse og glæde.
Mikkel felt relief and joy.
Han havde gjort det på sin egen måde.
He had done it his way.
I slutningen af dagen, mens han forlod klasseværelset, gik Mikkel ved siden af Sofie.
At the end of the day, as he left the classroom, Mikkel walked beside Sofie.
"Tak fordi du var der," sagde han.
"Thank you for being there," he said.
Hans frygt for offentlig tale var ikke væk, men han vidste nu, at han kunne klare det.
His fear of public speaking wasn't gone, but he now knew he could handle it.
Mikkel havde fundet tillid til sin egen stemme, og det var i orden at være anderledes end andre.
Mikkel had found confidence in his own voice, and it was okay to be different from others.
Nu, med efteråret i fuld gang, gled blade ned på de brostensbelagte veje.
Now, with autumn in full swing, leaves glided down onto the cobblestone streets.
I tankerne mindede Mikkel sig selv om aldrig at glemme den vigtigste lektie: at omfavne sine egne styrker, uanset hvad der sker.
In his thoughts, Mikkel reminded himself never to forget the most important lesson: to embrace his own strengths, no matter what happens.