Solen skinner over Nyhavn en lys forårsdag.

The sun shines over Nyhavn on a bright spring day.

Sofia står ved vandet og ser på de farverige huse.

Sofia stands by the water and looks at the colorful houses.

Hun tænker på Jonas.

She thinks of Jonas.

De har været sammen længe, men nu er der kilometer imellem dem.

They've been together for a long time, but now there are kilometers between them.

Hun savner ham.

She misses him.

I København er alt smukt, men noget føles tomt uden Jonas.

In København, everything is beautiful, but something feels empty without Jonas.

Hun trækker jakken tættere omkring sig.

She pulls her jacket tighter around herself.

Skibene gynger let i den varme forårsluft.

The ships gently rock in the warm spring air.

Hun husker, hvordan de sidste gang gik hånd i hånd her.

She remembers how they last walked hand in hand here.

De spiste is og grinte.

They ate ice cream and laughed.

Men nu er der for mange opkald uden svar og beskeder, der bliver væk i travlheden.

But now there are too many calls without answers and messages lost in the busyness.

Sofia sukker og går langs kajen.

Sofia sighs and walks along the quay.

Emma, hendes veninde, sagde, at hun skulle forsøge at slappe af.

Emma, her friend, said she should try to relax.

Det er svært, når hun tænker på Jonas hele tiden.

It's hard when she thinks of Jonas all the time.

Sofia ved, at de bliver nødt til at tale sammen, rigtigt.

Sofia knows they need to talk, really talk.

Men hvordan?

But how?

Kilometerne føles som en mur.

The kilometers feel like a wall.

Hun sætter sig på en bænk og lukker øjnene et øjeblik.

She sits on a bench and closes her eyes for a moment.

Hun hører lyden af skridt og lyden af vand mod stenmuren.

She hears the sound of footsteps and the sound of water against the stone wall.

Pludselig ringer hendes telefon.

Suddenly, her phone rings.

Det er Jonas.

It's Jonas.

Hendes hjerte springer et slag over.

Her heart skips a beat.

"Sofia, kig op!"

"Sofia, look up!"

siger han i telefonen.

he says on the phone.

Overrasket ser hun sig omkring.

Surprised, she looks around.

Der, på broen, står Jonas med et bredt smil og vinkende hænder.

There, on the bridge, stands Jonas with a wide smile and waving hands.

Hun rejser sig hurtigt og går imod ham, hendes hjerte fyldt med glæde.

She quickly gets up and goes towards him, her heart filled with joy.

Jonas er her.

Jonas is here.

Rigtigt her.

Really here.

De sætter sig sammen ved kanalen.

They sit together by the canal.

Jonas fortæller, at han savner hende, at afstand ikke skal stå i vejen for dem.

Jonas tells her he misses her, that distance shouldn't stand in their way.

De taler længe, ærligt og fra hjertet.

They talk for a long time, honestly and from the heart.

Sofia føler en ro, hun ikke har mærket længe.

Sofia feels a peace she hasn't felt in a long time.

"Jeg vil kæmpe for os," siger Jonas.

"I want to fight for us," says Jonas.

"Afstanden er svær, men du er det hele værd."

"The distance is hard, but you're worth it all."

Sofia smiler og tager hans hånd.

Sofia smiles and takes his hand.

Hun forstår nu, at kærlighed kan overleve kilometers afstand, hvis hjertet er nær.

She now understands that love can survive kilometers of distance if the heart is near.

Sammen nyder de solen, mens København blomstrer med forårets liv omkring dem.

Together, they enjoy the sun, while København blooms with the life of spring around them.

Nyhavn er ikke længere tomt.

Nyhavn is no longer empty.

Det er fyldt med håb og ny begyndelse.

It's filled with hope and new beginnings.